13. feb. 2013

Inbicon anlæg i brasiliansk partnerskab

Resultaterne fra Inbicon, demonstrationsanlægget for 2. generations bioethanol-produktion i Kalundborg, der fremstiller bioethanol af halm, bliver nu udnyttet på det brasilianske marked, fortæller DONG i en pressemeddelelse
DONG indleder et samarbejde med brasilianske ETH-Bioenergia, og kommer dermed ind på verdens største marked for bioethanol:


Nyt dansk-brasiliansk partnerskab skal indtage verdens største marked for bioethanol.

DONG Energy har netop underskrevet en partnerskabsaftale med det brasilianske selskab ETH Bioenergia. De to virksomheder går nu sammen om at udbrede 2. generations bioethanol-teknologien på det brasilianske marked, der i forvejen er verdens største marked for 1. generations bioethanol.

ETH Bioenergia, der er en del af Odebrecht-gruppen, er med sine ni anlæg en af Brasiliens førende producenter af ethanol og biobaseret strøm. Den markedsposition skal nu kombineres med DONG Energy's erfaringer inden for 2. generations bioethanol-teknologi, der med sin Inbicon-teknologi og demonstrationsanlæg i Kalundborg er førende på dette område.

"ETH Bioenergia er en perfekt partner for os i Brasilien, da de allerede har en stærk position i den brasilianske ethanolindustri, og dermed giver os en åbning til det brasilianske marked. Brasilien er et strategisk vigtigt marked, fordi man allerede satser stort på biomasse, men endnu ikke har store erfaringer med 2. generations-teknologien, som vi tilbyder, " siger Henrik Maimann, Vice President i DONG Energy med ansvar for bioteknologier.
Ifølge ETH's adm. direktør, Luiz Mendonça, vil den fælles ETH-Inbicon-teknologi skabe ny bæredygtige og kommercielle biobrændstoffer og biobaserede kemikalier:

"Jeg er overbevist om, at DONG Energy's erfaring med at omdanne restprodukter kombineret med ETH's erfaring med at designe og drive 1. generations anlæg baseret på sukker fra sukkerrørsproduktion vil resultere i nye forretningsmuligheder, hvor vi sikrer en optimal udnyttelse af sukkerrør til ethanol-produktion."

Parterne skal nu have et kommercielt koncept på plads, hvor man integrerer et Inbicon-anlæg med et 1. generations bioethanolanlæg således, at Inbicon-anlægget udnytter den store mængde biomasse, der er tilovers efter udvindingen af sukker til 1. generations ethanol-produktion. Målet er først at introducere konceptet på ETH's egne faciliteter, og derefter tilbyde en integreret løsning til andre ethanol- og sukkerproducenter i Brasilien. Det første ETH-Inbicon-anlæg forventes at stå klar i 2015.