25. maj 2013

Halvdelen udebliver fra nytteaktivering


Så stopper udbetalingen af kontanthjælp

KALUNDBORG: Nytteaktivering er nyt. Det er jobs, der tilbydes kontanthjælpsmodtagere under 30 år. Jobs de skal tage for at få deres kontanthjælp. I Kalundborg har man siden nytår visiteret 69 unge kontanthjælpsmodtagere til nytteaktivering indenfor ældreplejen samt kommunens teknik og miljø-afdeling. 

Og hvordan er det så gået? Det har Jobcenteret gjort op pr.30 april og skriver i en redegørelse, at 32 unge er i gang eller har gennemført nytteaktivering. 37 er stoppet med nytteaktivering, heraf er de fleste udeblevet og udbetalingen af kontanthjælp er standset. 

Jobcentret forklarer, at ved afbrydelse eller udeblivelse, går der en omfattende sagsbehandling i gang med en høringsproces både forud for standsning af kontanthjælpen og også i forbindelse med en eventuel genoptagelse af udbetalingen




Politiets døgnrapport


Narkokørsel, tricktyveri, brugstyveri, røveri og spirituskørsel er nogle af de lovovertrædelser Midt og Vestsjællands Politi måtte tage sig af i døgnet mellem torsdag og fredag



”Narkokørsel” – Maglegårdsvej – Roskilde
Kl. 1200 standsede en politipatrulje, en 18-årig mand fra Helsinge, der kørte i en personbil. Ved politiets kontrol af den 18-årige bilist, fik politiet mistanke om at han var påvirket af euforiserende stoffer, og han blev derfor sigtet og der blev efterfølgende udtaget en blodprøve af den 18-årige.


Tricktyveri – Lerbæk Torv – Køge
Kl. 1334 fik politiet en anmeldelse fra en 83-årig kvinde fra Køge, der kort forinden havde været udsat for et tricktyveri. Den 83-årige havde netop været i Aldi for at handle, og da hun kom ud derfra, rettede to udenlandske mænd henvendelse til hende. De to mænd skabte forvirring hos den 83-årige i forbindelse med at de spurgte hende om vej til Køge Sygehus og under forvirringen lykkedes det de to mænd, at stjæle den 83-åriges pung. De to mænd beskrives som:

A: mand, østeuropæisk af udseende, 25-30 år, ca. 170 cm, kort ml.blondt hår, var iført en sort jakke med en hvid stribe ned ad ærmerne, lyse joggingbukser. Talte gebrokkent dansk. 

B: mand, østeuropæisk af udseende, 25-30 år, ca. 174 cm, kort ml.blondt hår, var iført en grå blazer, lyse bukser og grå bukser. Talte gebrokkent dansk


Politiet opfordrer til, at man er opmærksom på omrejsende kriminelle, der på forskellig vis skaber forvirring og herefter stjæler punge, smykker og andre værdigenstande fra især ældre medborgere.


Butikstyveri og røveri – Ahlgade – Holbæk
Kl. 1426 fik politiet en melding om at fire personer var blevet opdaget i at lave butikstyveri i flere forretninger og nu var løbet fra stedet. En af personerne blev tilbageholdt af vidner og en anden gemte sig i en forretning på Smedelundsgade.
Da en politipatrulje kom til stedet, kunne en 22-årig mand fra Holbæk oplyse, at han havde foretaget en civil anholdelse af den ene af butikstyvene – en 16-årig dreng med bopæl på asylcenteret i Vipperød. Den 16-årige havde slået den 22-årige og forsøgt at bide ham for at slippe væk, og sagen udviklede sig derfor til røveri. Den 16-årige blev anholdt og kørt til politistationen. 
En anden politipatrulje kunne anholde endnu en butikstyv – en 17-årig dreng ligeledes med bopæl på asylcenteret i Vipperød. Begge blev sigtet for hhv. røveri og butikstyveri og løslades efter endt afhøring.



Spirituskørsel - Næstvedvej – Ringsted
Kl. 0236 standsede politiet en 28-årig mand fra Ringsted på en knallert. Den 28-årige virkede beruset og blev derfor sigtet for spirituskørsel og var kortvarigt anholdt til udtagelse af en blodprøve. 

Kl. 0239 var der bid igen, da politiet næsten samme sted standsede en 20-årig mand fra Roskilde, der kørte i en personbil. Den 20-årige virkede også beruset og blev derfor sigtet for spirituskørsel. Også han var kortvarigt anholdt til udtagelse af en blodprøve.