19. feb. 2013

Dankort svindel på tanken

En tur på tanken kostede 9000 kroner


Han tankede benzin på DK-tanken i Gørlev og kort tid efter blev der hævet næsten 9.000 kroner på hans konto - i australske dollars. Det oplevede en mand fra Gørlev området for nylig.  Han blev opmærksom på svindelen, da banken spærrede dankortet.
Lokalpolitiet har fået en række anmeldelser om lignende tilfælde i Gørlev- og Kalundborg området i den seneste tid, oplyser landbetjent Svend Erik Autzen, Gørlev.
Han forklarer, at der har været installeret en eller anden form for kortlæser i en række dankort automater i området. Der er flere identiske hændelsesforløb, hvor der er tanket med dankort, hvorefter den tilhørende konto i dagene derefter er blev lænset for større og mindre beløb.
Han siger, at der bliver optaget rapport, men desværre ser det ikke ud til, at en efterforskning umiddelbart kan føre frem til, hvem de kriminelle bagmænd er. Den anordning, som bliver monteret på dankort automaterne, er forlængst fjernet når forbrydelsen anmeldes.
Han opfordrer dankortbrugere til at være ekstra opmærksomme, når de anvender dankort automaterne. Desuden er det en god ide at holde øje med kontoen via netbank, selv om det er praksis, at banken dækker tabet, når det kan påvises, at der er tale om tyveri.