13. jun. 2013

Usikkerhed om hallers tage kan holde til solceller


Kalundborg Kommune vil have sikkerhed for at taget på Gørlev Hallen og Svebølle Hallen kan holde til at få lagt solceller på. Denne dokumentation skal leverandøren af solcellerne levere, inden arbejdet med solcellerne bliver færdiggjort, forklarer Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse

Borgere i kommunen har måske lagt mærke til, at der i lang tid kun har ligget begyndelsen til solceller på tagene – mens selve solcellerne lader vente på sig.

- Det skyldes, at vi vil have sikkerhed for at taget kan holde til den ekstra belastning, der kommer med solcellerne. Vi har i vores udbud sikret os, at der skal være dokumentation, før solcellerne bliver sat op. Det er den dokumentation, der ventes på, siger Claus Steen Madsen, teknik-, udviklings- og kulturdirektør Kalundborg Kommune.

Dette dokumentationsarbejdet har desuden påvist, at den nuværende konstruktion på Svebølle Hallen ikke kan holde til en eventuel kommende snebelastning – selv uden solceller.

- Vi arbejder p.t. på en løsning, som kan implementeres i forbindelse med opsætningen af solcellerne. Er dette ikke muligt, vil vi udføre en alternativ løsning inden vinter-2013, altså inden der bliver risiko for snefald, siger Claus Steen Madsen.

Der har været mindre utætheder på Gørlev Hallens tag – men disse er udbedret nu og har ingen indflydelse på om tagkonstruktionen kan holde til solceller eller ej.

Vi forventer at vi har en afklaring og at solcellemontagen opstartes inden udgangen af juni 2013, siger Claus Steen Madsen